Grønland bugner af råstoffer – men de kan hverken gøre Trump, amerikanerne eller grønlænderne rige

Hvis Donald Trump drømmer om at bemægtige sig Grønland for at kunne overdynge amerikanske virksomheder med uanede mængder af efterspurgte råstoffer, så kan han godt drømme om igen. I hvert fald på den kortere bane. Det vurderer tre geologer med dyb indsigt i Grønlands omfattende reserver af blandt andet guld, rubiner, kobber, zink, nikkel, uran, diamanter, grafit, olie, gas og ikke mindst sjældne jordartsmetaller til moderne teknologi. I 2014 stod den internationalt fremtrædende og grønlandskfødte professor i geologi ved Københavns Universitet Minik Rosing i spidsen for udarbejdelsen af rapporten »Til gavn for Grønland« om det økonomiske potentiale i de enorme naturressourcer på verdens største ø. Rapporten betegner en voldsom satsning på at basere Grønlands økonomi på udvinding af råstoffer for et »quick fix«, der hverken er langtidsholdbart eller bæredygtigt. Som det hedder: »Denne råstoføkonomi er imidlertid ikke bæredygtig. Når en given mine er udtømt, vil Grønland have mistet en ressource. Man har så at sige lånt pengene af de kommende generationer, og Grønland vil have mistet en del af sin formue.« Samtidig vil Grønland i den situation efter alt at dømme stadig være afhængig af bloktilskud fra Danmark, dog i mindre omfang end i dag. Minik Rosing mener, at rapportens hovedkonklusioner stadig står til troende her godt ti år efter. »Råmaterialer er generelt ekstremt billige på verdensmarkedet, og de er tilgængelige mange andre steder end i Grønland, herunder i USA,« siger han og fortsætter: »Selvom du udvinder en hel masse, er det rigtig svært at komme op i en størrelsesorden, som kan udgøre et betydeligt fundament for Grønlands økonomi.« Professoren sammenligner det med en ny smartphone, der kan koste 8.000 eller 10.000 kroner. »Men de metaller, der er i den, er måske ti eller 20 kroner værd. Værdikæden ligger et helt andet sted.« Udfordringen er, at mineraler med såkaldte sjældne jordartsmetaller, der er centrale i blandt andet magneter til smartphones og vindmøller, ikke i sig selv har nogen større værdi. Den seriøse værditilvækst sker først i den komplekse forarbejdning af dem, og det er kineserne verdensmestre i – godt hjulpet af massiv kinesisk statsstøtte. Det er grunden til, at Kina i dag kontrollerer langt størsteparten af klodens hastigt voksende produktion af blandt andet magneter, batterier og solceller. Hvilket der er rigtig mange penge i. Grønland er som Sverige Samtidig peger Bo Møller Stensgaard, økonomisk geolog og direktør i et grønlandskorienteret efterforskningsselskab, på en udbredt misforståelse om Grønland. »Folk siger, at Grønland er kæmpestort. Men det er på mange måder ikke større end Sverige, for det er kun de isfrie områder, der er interessante. Grønland er en meget lang og tynd streg af land med ingen eller yderst begrænset infrastruktur, og det er kun i den tynde stribe, man kan lave minedrift.« Blandt andet derfor er det voldsomt dyrt for mineselskaber at lave efterforskning i Grønland, fortæller han og siger: »Der er selvfølgelig et geologisk potentiale for at finde forekomster i Grønland. Men det er dyrt at forløse potentialet, og det kan typisk kun betale sig at udvinde råstoffer i Grønland, hvis man kan etablere miner på forekomster med høj lødighed (koncentration pr. ton bjergmasse, red.) og store tonnager. Det skal være exceptionelt godt for at kunne blive rentabelt.« Samtidig forklarer Bo Møller Stensgaard, at den globale opvarmning, der er særlig kraftig i arktiske områder som Grønland, i stigende grad kan blive en udfordring. Ganske vist får opvarmningen langsomt indlandsisen til at trække sig tilbage – hvilket lige så langsomt blotlægger nøgent fjeld med potentielt nye og rige mineralforekomster, ligesom højere temperaturer kan forlænge sæsonen for mineralefterforskning. »Men det betyder også, at vejret kan blive mere uforudsigeligt, og at jorden mange steder bliver blød, fordi permafrosten forsvinder. Det kan gøre det langt vanskeligere at etablere den nødvendige infrastruktur til omfattende minedrift,« siger han. Dog rummer Grønland en enkelt klar fordel for mineselskaber: dybe fjorde, der i den sydlige del af øen er næsten isfrie. Det gør det uligt meget lettere at få fragtet råstoffer ud på verdenshavene til videre forarbejdning. Problematisk eldorado Også geologen Per Kalvig, der har en lang og glorværdig karriere bag sig i Grønland, advarer Donald Trump og andre mod at tro, at Grønland er et sandt eldorado for sjældne jordartsmetaller. For det første er en række af de meget efterspurgte og såkaldte sjældne jordartsmetaller reelt ikke sjældne – og heller ikke jordarter, forklarer han. Det gælder blandt andet jordartsmetallerne neodymium, promethium, dysprosium og terbium, der er afgørende for fremstillingen af magneter. Disse grundstoffer kan udvindes mange andre og ofte mere lettilgængelige steder end i Grønland. »De grønlandske forekomster af sjældne jordarter er ganske vist i en exceptionelt stor klasse. Men størrelsen har mindre betydning end kvaliteten af en forekomst,« fastslår Per Kalvig. Han forklarer, at selvom Grønland rummer store mængder sjældne jordartsmetaller, så er lødigheden i de kendte forekomster ikke specielt høj på de fire eftertragtede metaller. Derfor vil det være en udfordring at udvinde dem på en rentabel måde. Endelig forklarer han, at USAs mineindustri hidtil ikke har vist nogen speciel interesse for at udnytte råstofferne i Grønlands undergrund. Hovedparten af de senere års mange efterforskninger i Grønland er udført af især canadiske, australske, britiske og kinesiske firmaer. Den nærliggende forklaring er, at USA på eget territorium i forvejen har rig adgang til alskens vigtige mineraler. Det gælder også sjældne jordartsmetaller, som amerikanerne i stor stil sender til forarbejdning i Kina, fordi USA ikke selv har teknologien til det. Guldminen i syd I dag har udnyttelse af råstoffer kun marginal betydning for Grønlands økonomi. Foruden det danske bloktilskud kommer langt de største indtægter fra fiskeri, fiskefabrikker og i mindre grad fra turisme. Den eneste nutidige grønlandske minedrift af en vis betydning finder sted nær Nanortalik forholdsvis tæt på Grønlands sydspids. Her har man for nylig genåbnet en ældre guldmine. Dertil kommer begrænset minedrift nær Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) af bjergarten anorthosit, der kan anvendes til produktion af særlige typer plastik og glasfiber. Ellers er der meget fokus på fjeldområderne med de danske navne Kvanefjeld og Kringlerne, der ligger klos op ad hinanden i Sydgrønland. Begge områder er rige på sjældne jordartsmetaller, og Kvanefjeld gør sig særlig bemærket ved dets høje indhold af uran, der er afgørende for atomkraftværker. I 2021 forbød Grønland imidlertid efterforskning og udnyttelse af forekomster med uran, hvorefter Kvanefjeldsprojektet blev stoppet. Samme år besluttede den grønlandske regering, Naalakkersuisut, at droppe al fremtidig olieefterforskning på og omkring kæmpeøen. Det skete især af frygt for de miljømæssige konsekvenser. Ifølge Minik Rosing-rapporten fra 2014 er potentialet for olie og gas ud for Vestgrønland sammenlignelig med den danske produktion og reserve fra Nordsøen, mens potentialet ud for Østgrønland er noget større. Det samlede potentiale er dog væsentlig mindre end i Alaska og Norge. Så i Grønland vil Donald Trump kun i mindre omfang kunne gentage sit velkendte fossile mantra: »Drill, baby, drill!« https://www.berlingske.dk/videnskab/groenland-bugner-af-raastoffer-men-de-kan-hverken-goere-trump